Karen Høyberg (årgang 1950) og Mogens Møller Nielsen (årgang 1947) har boet i Vroue siden 1995. Karen og Mogens er begge 2 pensionister nu. Sig det ikke til nogen; men Mogens har også hvervet som byen julemand.
Af Karen Høyberg
Indtil 1995 boede vi i et dejligt villakvarter i Skive. Vi boede der i 25 år. Tæt ved skov og strand. Børnene havde en nem og tryg vej til skole. Karen var dagplejer, og Mogens var økonomichef.
Så fik vi et lam i pleje, og det blev til flere, en hel flok, som vi flyttede rundt med i omegnen af Skive. Vi kunne ikke have dem i villakvarteret.
Mogens havde længe snakket om at flytte på landet; men jeg var ikke meget for det. Man var jo ligesom holdt fast af arbejde, venner og øvrigt netværk.
Men efter fårenes ankomst blev jeg mere positiv ved tanken om at flytte.
Da vi blev præsenteret for Vroue og stedet, Vrouevej 14, var vi ikke i tvivl. Stedet passede fint til os, 2 hjemmeboende børn og fårene.
Vroue har en fin beliggenhed i forhold til større byer: Viborg, Skive, Herning, Holstebro, Struer – og disse byers arbejdspladser. Der er tæt til skolen i Vridsted og dagligvarebutikker i Vridsted og Sjørup.
Her er dejlige omgivelser, et godt foreningsliv med gode tovholdere, folk er til at snakke med og vi kender næsten alle hinanden.
Kort efter vi var flyttet herud, mødte jeg en ældre mand, der gav hende et varmt håndtryk, bød velkommen og sagde: ” Her kommer vi hinanden ved, men vi overrender ikke hinanden.” Og hvor havde han dog ret.
Og nu har vi boet her i 20 år. Vi har ikke fortrudt et øjeblik. Vi boede rigtig godt i Skive, men vi bor bedre her.