Onsdag den 22. maj havde far og søn, Niels og Kristian Nielsen, inviteret til besøg i den nye grisestald på Møllevej 7. P.g.a. smittefare er en grisestald normalt lukket land for offentligheden, så det var en unik mulighed for de ca. 50 fremmødte at komme ind i en stald, inden der blev lukket grise ind.
Niels og Kristian fortalte levende og spændende om griseproduktionen, hvor der er tænkt på alt, herunder foder, avl, dyrevelfærd og fastholdelse af gode medarbejdere.
Efter rundvisningen havde Marianne og Lisette inviteret til kaffe og kage i det nyrenoverede stuehus. Vi takker for en spændende aften.