Generalforsamling i Vroue Beboerforening 2013

Onsdag den 23. oktober afholdt Vroue Beboerforening sin årlige generalforsamling i Lene og Leos gildesal.

Formanden gennemgik i sin beretning (læs nedenfor) alle årets arrangementer i beboerforeningen. Arrangementerne bliver bakket godt op af den trofaste skare, men det ville dog være skønt, hvis man kunne lokke nogle af byens nye beboere med.

I debatten om formandens beretning blev det foreslået, at repræsentanter fra beboerforeningen personligt skulle overrække nytilflyttere et årsprogram sammen med en lille gave, så de på den måde bliver introduceret til Vroue Beboerforening og alle dens arrangementer.

Kasseren fremlagde regnskabet, som gav et lille overskud trods underskud på byfesten.

Efter henholdsvis 4 og 2 år i bestyrelsen stoppede Lene Jacobsen og Henrik Juhl i bestyrelsen. Jacob Meltz tog en tørn mere, og så blev Lone Kragh Barup og Britt Brøchner Nielsen nyvalgt til bestyrelsen.

Generalforsamlingen blev afsluttet med kaffe og kage.

Kaffe og kage efter generalforsamlingen.

Kaffe og kage efter generalforsamlingen.

Formandens beretning

Kære medlemmer

Endnu et i Vroue Beboerforening er gået, og vi har i årets løb afholdt en række forskellige arrangementer.

Foreningsåret startede med den traditionelle 1. søndag i advent med gudstjeneste og juletræstænding i idyllisk snelandskab. I år havde julemanden fundet på endnu en ny transportform – nemlig hesteryg. Et er spændende, hvad julemanden vælger næste gang.

2. Påskedag havde vi et nyt arrangement på programmet – æggejagt og kagebagning. Vroues børn blev sendt på jagt efter små plastikæg i præstegårdshaven, og da alle æg var fundet, blev der gnasket chokolade til den store guldmedalje. Lidt senere var der kagekonkurrence, og vandrepokalen gik til Vroue Syd, da Anette Rasmussen havde lavet en uovertruffet gulerods-Daim kage.

Lørdag den 11. maj var der fin opbakning til legepladsdag, hvor en flok meget effektive Vroue-beboere vedligeholdt legepladsen. Både beboere med børn i ”legepladsalder” og beboere med store børn, der er vokset fra legepladsen, gav en hånd med.

14 dage efter var vi gået sammen Familie og Samfund om et loppemarked og officiel indvielse af pentanque-banen. Anette Rasmussen vandt kvindegruppen, Hans Tonnisen vandt herregruppen, Ingrid Pedersen vandt seniorgruppen og Signe Sofie Sørensen vandt børnegruppen.

23. juni var der fællesspisning, skt. Hans bål sang og tale hos Lene og Leo. Heksen blev eftertrykkelig (med hjælp fra 100 heksehyl) sendt til Bloksbjerg, og efterfølgende blev der hygget med snobrød og pandekager på bål.

Lørdag den 24. august blev byfesten afholdt hos Marianne og Niels. Menuen var i år helt ny med pandekager til forret, hovedret og dessert. Bortset fra lang ventetid var det sjovt at prøve noget andet. Deltagerantallet steg i forhold til sidste år (1 deltager mere, men lidt har også ret), 42 voksne og 16 børn. Det var som sædvanlig en hyggelig fest med højt humør til et stykke ud på natten.

Når nu festen er så god, så kunne man blot ønske sig, at vi kunne lokke nogle nye deltagere med.

Viborg Kommune har søsat et pilotprojekt, hvor en landsby eller klynge af landsbyer, kan få en landsbypedel. Kommunerne er forpligtet til at oprette seniorjob, og det er så meningen, at kommunen vil oprette et par job som landsbypedel. For nylig deltog Tove og jeg i et møde sammen med repræsentanter fra de øvrige landsbyer i Vestfjends, og der er blevet sendt en ansøgning til Viborg Kommune.

Viborg Kommune afholder snart et kursus i fundraising. Mogens Møller Nielsen har givet tilsagn om at deltage; men det vil være fint, hvis der er to fra byen, der deltager. Så skulle der være en mere, der har lyst, så tag lige fat i Mogens.

Hjemmesiden har nu et års fødselsdag, og det går udmærket med den. Der kommer et par billeder og lidt tekst fra langt de fleste arrangementer, som bliver afholdt af menighedsrådet, Familie og Samfund og beboerforeningen. Der er kommet forslag om at ændre lidt på designet, så det bliver mere letlæseligt, og endelig mangler der stadigvæk nogle historier under ”Flyt til Vroue.”

Det var årets beretning. Tak for opmærksomheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *