Byfesten 2016 lørdag den 6. august blev vanen tro afholdt i Marianne og Niels’ gildesal. Til formiddagskaffe havde Britt Brøchner bagt boller af sit eget mel, og der var også spegepølse fra Søndergaard-Vroue Gårdbutik samt honning fra Mogens´ bier.
Efter morgenmaden blev den traditionsrige Morten Skildpadde konkurrence afholdt med Hanne Præst som hård, men retfærdig, dommer. Tredje pladsen gik til Mogens Møller, mens både først og anden pladsen tilfaldt Svend Silkjær Mortensen.
Folk blev lidt efter morgenmaden, men formiddagen nåede ikke helt samme højder som tidligere, da Vroue desværre måtte tage afsked med Arne Jensen, som blev begravet samme formiddag.
Om aftenen fortsatte byfesten med mad udefra og kolde Hancock fadøl. Den bebudede Vroue Revy blev desværre ikke til noget, men i stedet optrådte Mogens Møller Nielsen som stand up komiker med en lang række vittigheder – der ikke alle sammen tåler gentagelse på Vroues officielle nyhedsmedie.