Så blev juletræet i Vroue endnu en gang tændt, og det var stort fremmøde. Det startede kl. 14.00 i kirken med familiegudstjeneste ved Poul Asger Beck, som fik aktiveret børnene gennem gudstjenesten.
Efter gudstjenesten blev der sunget et par sange udenfor, inden børnene løb rundt om træet, indtil lysene blev tændt.
Til sidst var der traditionen tro æbleskiver, kakao og gløgg i præstegården, hvor også julemanden kiggede forbi. I år var der én, der havde piftet hans cykel, så han kom trækkende med en flad cykel. Han havde dog husket slikket til børnene.