Vroues årlige byfest fandt sted lørdag den 24. august i flot solskin hos Niels og Marianne på Vrouevej.
Der blev drukket morgenkaffe og spist rundstykker, inden Morten Skildpadde konkurrencen gik i gang. I år blev vinderen Amanda B. Pihlkjær. På 2. pladsen kom Rikke Jacobsen og på 3. pladsen Marius B. Sørensen.
Der blev selvfølgelig også tid til lidt tovtrækning og en gang “søm i træ”.
Som noget nyt i år var der rundboldkamp på den gamle sportsplads.
Da vi mødtes igen om aftenen, stod menuen på tre retters pandekager fra Pandekagehuset i Horsens.
Vroue-revyen genopstod, så vi fik rørt lattermusklerne, da Karsten Jensen og Benny Mortensen foldede sig ud.
Senere på aftenen åbnede både “børne-baren” med flotte børne-drinks og selvfølgelig også baren med bl.a. mojitos – der vel efterhånden kan kaldes for “Vroues national-drink nr. et”.
Se flere billeder fra den hyggelige dag HER.