De unge tilflyttere

Anne-Kathrine og Daniel er begge årgang 1984 og har sammen Johan fra 2012 og Laurits fra 2014. Anne-Kathrine er sygeplejerske og Daniel er maskiningeniør.

Anne-kathrine_og_Daniel

Af Anne-Kathrine Holm Hedegaard

Vi flyttede til Vroue i foråret 2010 efter at have boet sammen et halvtårs tid i en lejlighed i Viborg. Daniel kommer fra landet og er vant til masser af plads, så han trivedes ikke i byen. Så vi begyndte at lede efter vores eget sted med god plads omkring os. Da vi begge var nyuddannede, ønskede vi ikke at sætte os alt for dyrt. Det blev Vroue, fordi det ligger i midten af alting! Det er en super god placering ift. jobmuligheder. Vi arbejder i henholdsvis Viborg og Holstebro. Der er gode muligheder for en rimelig transport tid ved et evt. jobskifte. Vi befinder os 35 km fra Herning, 30 km fra Holstebro, 25 km fra Viborg og 15 km fra Skive. Så i midten af alting.

Først efter at have boet i Vroue i et par år og efter at have fået vores første barn, fandt vi ud af at børnepasningsmuligheder er rigtig gode i området. Åkanden i Vridsted ligger 4 km fra vores hjem. Det er en integreret institution med vuggestue og børnehave. På hovedgaden i Vridsted ligger også Skolen, Hallen og SFOen, samt købmand, frisør og sundhedscenter. Hvis det passer bedre med børnehave i retning mod Stoholm/Skive ligger der også en børnehave i Kjeldbjerg.

Vroue er et lille lokalsamfund med et godt sammenhold, hvor man kender hinanden og hilser på hinanden. Mange ses tit, men man bestemmer selv i hvor høj grad, man ønsker at deltage i fællesskabet.