Sankthans 2021

Onsdag den 23. juni afholdt Vroue Beboerforening den traditionelle sankthansaften hos Britt og Poul Erik på Amstrupvej. Grillen var varm kl. 18, hvorefter folk dukkede op med deres medbragte mad. Med omkring 60 deltagere var der igen i år god tilslutning til arrangementet, og deltagerne var heldige med vejret.

Den medbragte mad nydes i Britt og Poul Eriks have.

To store grill sørgede for, at 60 personer kunne grille på en gang.

Heksen blev futtet af med lidt flydende starthjælp, vilde hyl og skønsang. Mogens Møller Nielsen stod for årets båltale, hvor han blandt andet kom ind på midsommer-traditioner i Norge, Sverige og Danmark, Covid19 samt et ønske om mere vild natur i Danmark.

Heksen blev futtet af med lidt flydende starthjælp, vilde hyl og skønsang.

Mogens Møller Nielsen holder båltale.

Se flere billeder fra aftenen her.

Kondibingo

Lørdag den 6. maj havde beboerforeningen sørget for et nyt indslag i Vroue, nemlig kondibingo. En flok friske Vroueboere mødte op på legepladsen og købte bingoplader, hvorefter der var bingo-gå-tur i omegnen. Undervejs på gåturen blev bankotallene krydset af, og da turen blev afsluttet på legepladsen,var der 12 rigtige “rækker – pladen fuld” med gevinster mellem 40 og 265 kr.

Herunder lidt stemningsbilleder fra dagen. Foto: Dorthe Clausen.

Nyt fra legepladsudvalget

Vi (Henrik Pedersen, Lene Kibsgaard Christensen, Lotte Dahlgaard, Signe Marie Olkjær Nielsdatter og Morten Sørensen), har kigget på forskellige legepladser og indhentet et tilbud på en total ny legeplads med legeborg, boldbane, madpakkehus, små trampoliner m.v. Så der er leg og sjov for børn og voksne i alle aldre.

Vi går nu i gang med at ansøge diverse fonde og håber derigennem, at vi kan få råd til alle ønskerne. De første ansøgninger sendes af sted i april, og alt efter succesraten sendes der nye ansøgninger af sted i efteråret.

Nyt fra legepladsudvalget

Så er legepladsudvalget kommet godt i gang. Vi har tidligere haft en legepladsinspektør til at klæde os godt på til opgaven. I dag har vi brainstormet og arbejdsfordelt, så vi er klar til at gå i kødet på opgaven. Vi har en målsætning om, at alt på legepladsen vil blive udskiftet – og at det nye både vil have elementer af naturlegeplads og af “færdiglavet” legepladsinventar. Derudover vil vi have et madpakkehus, således at legepladsen kan bruges til en bredere pallette af aktiviteter.

I kan forvente at høre mere fra os i slutningen af november, hvor vi bl.a. vil fortælle om, hvad vi regner med at udskifte på legepladsen snarest. Det ny på legepladsen vil blive financieret af både fondsmidler og private sponsorater. Overvej derfor gerne allerede nu, om I kunne være interesserede i at donere til formålet. I vil høre nærmere herom i næste ombæring.

Første skridt mod en ny legeplads

15 borgere mødte i dag op i konfirmandstuen til et startopmøde vedr. en ny legeplads i byen. Den nuværende fungerer, men det er ikke nogen hemmelighed, at den begynder at nærme sin udløbsdato.

Mødet startede med en brainstorm, og der manglede ikke ideer til opbygningen af en ny legeplads, hvor der skulle være noget for børn i alle aldre, men også noget for unge og voksne. Der blev nedsat et udvalg på 5 borgere med Signe Marie Olkjær Nielsdatter som tovholder, der skal arbejde videre med ideerne og finansieringen. 

Byfest 2020

14. og 15. august blev den traditionsrige byfest afholdt hos Marianne og Niels, Vrouevej. Det startede fredag aften med dart, keglebilliard og skomager samt åben bar. Kl. 24 ringede bartenderen for sidste omgang og folk trissede hjem efter en hyggelig aften.

Kl. 20 var der kamp om 3. pladsen i årets petanque-turneringen, og denne dyst mellem Bente og Svend Erik mod Anette og Karsten blev vundet af sidstnævnte.

Kampen om 3.- pladsen i årets petanque-turnering.

Mogens Møller Nielsen prøver at ramme skiven.

God stemning i fredagsbaren.

 

Morgenmad

Lørdag formiddag var der traditionen tro morgenmad med Britts boller, honning fra Mogens og ikke mindst marmelade fra Svends Gårdbutik.

Lækker morgenmad.

Byen samlet til morgenmad.

Efter morgenmaden var der konkurrencer inkl. Morten Skildpadde og støvlekast. Bestyrelsen i beboerforeningen havde igen i år sørget for flotte sponsorpræmier.

Årets Morten Skildpaddekonkurence. Ejeren af det sidste flag, der står tilbage, har vundet.

Støvlekast.

Der blev ligeledes spillet finale i petanque-konkurrencen. Den stod mellem Conny og Bent mod Hanne og Brian med sidstenævnte som vindere. Se i øvrigt Holgers video fra turneringen.

Aftenfest

Til aftenfesten var der god mad fra Under Bøgen i Haderup og baren var åben med et bred udvalg af drinks.

Sankthans 2020

Vroue Beboerforening havde traditionen tro inviteret til Sankthans – en af byens længste og mest velbesøgte arrangementer. I år blev det afholdt hos Susanne og Hans Tonnisen. I det skønne vejr grillede folk deres medbragte mad, og hen på aftenen blev bålet tændt. Vores nye sognepræst, Poul Asger Beck, stod for båltalen, hvor han blandt andet fortalte lidt om Sankthans og takkede for sognets modtagelse af ham og sin familie.

Herunder et par stemningsbilleder fra aftenen.