Skt. Hans 2017

Traditionen tro blev årets Skt. Hans afholdt ved Anita og Peter på Amstrupvej. Det var en god og hyggelig aften med godt og vel 50 fremmødte. Der kom en enkelt byge, men det var ikke noget, der ødelagde hverken grillmaden, samværet eller Claus Clausens båltale. Da bålet var brændt ned og midsommersangen sunget, fortalte Mogens Møller og Bente Mårbjerg lidt om sommerens levendegørelse på Hjerl Hede.

Se flere billeder fra aftenen HER.

Tur ud i det blå 2017

Torsdag den 8. juni stod “Familie og Samfund” for en tur ud i det blå, hvilket  21 personer havde takket ja til. Vi kørte en tur omkring Rønbjerg/Vinderup, hvor Jens og Jette havde fundet en skøn tur igennem skoven/plantagen ned til Skånsø – ingen af os havde været på de kanter før, selvom det er lige her, vi bor. Det var smukt, men det småregnede desværre, så vi opgav at nyde vores kaffe i det fri. I stedet for kørte vi forbi Rønbjerg Plejehjem – hvor vi sad indenfor i en god varme og hyggede os.

Se flere billeder fra turen HER.

 

Forårstur til Asmild Plantecenter

Mandag den 24. april havde Familie og Samfund arrangeret en tur til Asmild Plantecenter i Viborg. Det var en M/K aften, og over 20 personer havde taget imod tilbuddet. Vi blev vist rundt i plantecenteret, hvor de har alt indenfor blomster, buketter, stauder, brugskunst og granit.

Efter turen både ude og inde, viste Marie os forskellige forslag til dekorationer bl.a. til konfirmation. Imens fik fik kaffe og kage. De fine dekorationer blev til sidst uddelt ved lodtrækning. Det var en rigtig hyggelig aften – I andre skulle have været der ;-).

Æggejagt og kagekonkurrence

2. Påskedag blev byens unger sluppet løs i Præstegårdshaven, hvor beboerforeningen havde gemt 101 små plastik-påskeæg. Inde i hvert æg var der et seddel med et tal, der kunne veksles til lidt godter. Førstepræmien – et stort påskeæg – var sponsoreret var Din Købmand i Vridsted.

Efter jagten, hvor de fleste æg blev fundet, var der kagekonkurrence. Byens bedste kage skulle findes. Kampen om 1. og 2. pladsen var tæt, og det blev Svend/Agnethe/Kirsten/Benny, der vandt konkurrencen med vandbakkelses-toppe med jordbærcreme (se opskriften herunder).

Efter et par hyggelige timer, kaffe og rigelig kage tog folk hjem igen.

5 års vindere af kagekonkurrencen

2012: Camilla Bøss Kirkegaard
2013: Anette Rasmussen
2014: Camilla Bøss Kirkegaard
2016: Lene Jacobsen
2017: Kirsten Silkjær Olesen

Vandbakkelses-toppe med jordbærcreme

Ingredienser:
150 gr. smør
3 dl vand
2 tsk. sukker
150 gr. mel
4 æg
1 knivspids bagepulver

Jordbærcreme:
1/2 l piskefløde
1/2 dl. jordbærmarmelade

Kom smør, vand og sukker i en gryde og kog det op. Rør hurtigt melet og bagepulveret i og “bag” dejen sammen; medens du rører med et piskeris til dejen slipper gryden. Lad dejen køle af og rør de hele æg i ét ad gangen. Dejen skal røres godt for hvert æg. Det er vigtig, at dejen ikke bliver for tynd. Sprøjt dejen ud på en bageplade i små toppe, så der bliver omkring 20 stk. Bages ca. 25 minutter i en forvarmet ovn 220 grader.

Når vandbakkelserne er kølet af på en rist, klippes der et hul med en saks i siden af vandbakkelsen. Piskefløden piskes meget stiv og ca. 1/2 dL blendet marmelade vendes i. Sprøjt jordbærcremen ind i vandbakkelsen med en sprøjtepose. Kom glasur på toppen af kagerne.

God appetit.

Vestfjendsskolen inviterer alle til minisamfund i uge 14

I uge 14 er der emneuge på Vestfjendsskolen, hvor skolen bygger minisamfundet ”’City Fjends” op. Emneugen er for samtlige klasser, og eleverne bliver blandet på tværs af klasserne. En del af udskolingseleverne vil arbejde som chefer for de 14 virksomheder, som de selv har ønsket at iværksætte

Torsdag den 6. april åbner skolen minisamfundet op for forældre, bedsteforældre, søskende og hele lokalsamfundet i tidsrummet 17.15-20.00.

Klik her og download invitationen.

Running dinner

Lørdag den 25. marts stod beboerforeningen for arrangementet “Running Dinner” i Vroue. 18 par deltog – heraf var 5 værter, der i løbet af aftenen fik besøg af forskellige par til både forret, hovedret og dessert. Snakken gik godt alle steder, og tiden gik hurtigt.

Efter maden mødtes alle til hygge hos Lene og Leo, hvor børnene også havde tilbragt aftenen med sodavand og pizza.

Besøg i “Hønsehuset”

Familie og Samfund var onsdag den 15. marts 2017 på tøsetur til Brorsons butik “Hønsehuset”, som ligger på gården “Tougaardslund” 3 km nord for Viborg.

19 forventningsfulde kvinder fra Vroue var mødt op til en hyggelig aften i hinandens selskab. Foreningen var vært ved en lækker Tapas anretning, som Rikke Brorson og hendes personale havde dækket op til i Jagtstuen. Der var også vin og vand.

Efter hyggesnak over maden, fortalte Rikke Brorson om sin butik og hele konceptet bag. Det er med et sortiment indenfor boligtilbehør, beklædning og accessories i alle prisklasser. 80 % af deres produkter produceres i Danmark. Senere gik vi i “Hønsehuset” og købte ind af de lækre produkter. Det var en hyggelig aften sammen med dejlige kvinder fra Vroue.

Se flere af Jettes billeder fra aftenen HER.

Fastelavn 2017

Fastelavnsfest er lig med traditioner. I Vroue startede den årligt tilbagevendende tradition tilbage i 1990. Der var fælles-spisning i Vroue Skole for hele familien. Bestyrelsen for Husholdnings-foreningen,som den hed før den blev til Familie og Samfund, købte ind og lavede en to retters menu i skolekøkkenet. Flere år var der mere end 100 fremmødte. Katten blev slået af tønden, både store og små hjalp til. Aftenen blev sluttet af med fastelavnsboller til alle.

I år var der ialt 42 voksne og børn. Festen blev holdt i gildesalen hos Marianne og Niels. Menuen var smørrebrød, is med jordbærsovs og Karens hjemmebagte fastelavnsboller.

Det var en rigtig hyggelig aften med flotte udklædte børn. Svend blev kattekonge, og Birgitte blev kattedronning.

Se flere billeder, taget af Jette, HER.

Besøg på Dan Roots

Mon ikke der bliver spist en del gulrødder i Vroue i disse dage? Der var i hvert fald ca. 45 personer, der havde taget imod Familie og Samfunds invitation til at besøge Dan Roots ved Tange sø mandag den 6. februar 2017.

De fleste af os har set gulerodsmarkerne omkring Vroue, og nu fik vi mulighed for at se, hvad der sker med grøntsagerne, når de er kørt herfra i de store containere.

Siden 1955 har der været dyrket rodfrugter på Dan Roots (tidligere Tange Frilandsgartneri), og i dag tæller sortimentet et spændende udvalg af gulerødder, pastinakker, persillerødder, jordskokker og rødbeder; både økologiske og konventionelle. Hovedvægten ligger dog på gulerødderne.

Vi delte os op i to hold og blev vist rundt på fabrikken af Peter Westergaard (søn af ejer) og Michael Kierkegaard (driftsleder for markbrug). Det var virkelig sjovt at se alle gulerødderne blive vasket, sorteret og pakket. Mændene fik også kigget lidt nærmere på vognparken af traktorer med diverse tilbehør :-).Efter at have set fabrikken var Dan Roots vært ved kaffe og lækker gulerodskage. Imens fortalte Peter om bl.a. såning og høst af grøntsagerne.Det var en rigtig god og spændende aften, der sluttede med, at vi alle fik en pose gulerødder med hjem til smagsprøve.

Se flere billeder fra aftenen HER.