Sponsor-cykelløb udskudt

Af Benny Mortensen

Vi havde fra Beboerforeningen side annonceret, at vi ville arrangere et sponsorcykelløb den 27/5, dels for at markere åbningen af cykelstien, som skal forbinde Vroue og Vridsted, og dels for at prøve at samle penge ind til den omfattende renovering af legepladsen, som den efterhånden trænger til.

Men, men, men, cykelstien er jo som bekendt ikke blevet færdig, og selvom det nu ser ud til at arbejdet, efter en lidt lang vinterpause, vil blive genoptaget i næste uge, så kan/vil entreprenøren ikke love os, at cykelstien er færdig inden d. 27/5.

Derfor bliver vi desværre nødt til at aflyse sponsorcykelløbet. Det er vi meget kede af, da vi allerede var langt henne i tilrettelæggelsen af arrangementet og vi er også sikre på, at mange af byens borgere havde glædet sig til at få en hyggelige aften. Vi overvejer lige nu om arrangementet skal afholdes senere på året eller helt udsættes til næste år.
Information om dette følger senere.

Æggejagt og kagekonkurrence 2016

2. Påskedag var der æggejagt i Præstegårdshaven. 100 små plastik-æg skulle findes. Nogle var nitter. Nogle indeholdt en karamel og en enkelt indeholdt hovedpræmien. Den med hovedpræmien blev dog aldrig fundet, så inde i konfirmandstuen blev der trukket lod blandt alle børn.

Fuld fart over børnene.

Fuld fart over børnene.

Til sidst måtte de voksne lede med efter de sidste æg.

Til sidst måtte de voksne lede med efter de sidste æg.

Kagekonkurrence

Den længe efterspurgte kagekonkurrence var tilbage. Årets vinder blev Lene Jacobsen med en yderst velsmagende australsk-karamel-kiksekage. Læs opskriften herunder (klik “læs resten”).

Kagekonkurrence i konfirmandstuen.

Kagekonkurrence i konfirmandstuen.

Læs resten

Søndergaard Vroue gårdbutik er åbnet

Onsdag den 17. februar åbnede Søndergaards gårdbutik. Mange lagde vejen forbi og gjorde et par indkøb. Butikken er indrettet i gildesalen, som de fleste Vroue-beboerer vil kende fra fastelavn m.v. Butikken sælger bl.a.:

  • Mel fra gamle kornsorte dyrket på Søndergaards jorde
  • Kød – primært fra egen avl – herunder culottesteg, bøffer, fars og pølser
  • Vin
  • Chokolade – herunder kvalitetschokolade i løs vægt
  • Æblemost

Butikken har fast åben onsdage mellem 15.00 og 18.30. Mel kan bestilles til afhentning på britt@soendergaard-vroue.dk.

aabning_soendergaard_1

Susanne og Hans Tonnisen og Jette og Jens Pedersen besøgte gårdbutikken på åbningsdagen.

aabning_soendergaard

Britt Brøchner-Nielsen søger tak for opmærksomheden ved åbningen.

Gårdbutik åbner i Vroue

Onsdag den 17. februar åbner Søndergaard-Vroue Gårdbutik på Amstrupvej 12A. Kl. 15.00 åbner Britt Brøchner-Nielsen butikken, hvor der vil blive lidt smagsprøver og en kop kaffe.

Butikken har fokus på mel fra gamle kornsorter, som Søndergaard selv dyrker og maler. Derudover vil der blive salg af kød primært fra egen avl. Sidst men ikke mindst sælger butikken også vin og god chokolade.

Britt Brøcher-Nielsen i gang med at gøre butikken klar.

Britt Brøcher-Nielsen i gang med at gøre butikken klar.

Butikken vil have åbent hver onsdag fra 15.00 – 18.30. Mel kan bestilles til afhentning udenfor den almindelige åbningstid.

Se mere om butikken her.

 

Restaureret hus til salg i Vroue

hus_collage
Huset er 85 kvm. i grundplan og er indflytningsklar med fuld restaureret stueplan. Nye vinduer og døre overalt. Næsten nyt køkken og bad. Kælder under hele huset. Opvarmning med oliefyr og tillige er der installeret brændeovn i stuen. 1550 kvm grund.
Pris 585.000 kr.
Kontakt sælger: Leo Hansen, 30 62 19 62, amstrupvej2a@gmail.com

Fastelavn 2016

Fredag den 5. februar var 37 voksne og 19 børn samlet til en af Vroues gode traditioner – fastelavn for børn og voksne. Der var traditionen tro smørrebrød til de voksne, pasta og kødsovs til børnene samt is til dessert.

fastelavn2016_spisning

Hyggelig stemning under spisningen.

Efter spisningen blev det alvor, da byens kattekonger- og dronninger skulle findes. Små og store børn bankede løs på de opstillede to tønder.

Der bankes løs på tønderne.

Der bankes løs på tønderne.

Og til sidst kunne 2 kattekonger og 2 kattedronninger kåres.

fastelavn2016_katte_konger_dronninger

Årets kattekonger- og dronninger: Fra bagerst og frem: Kirstine Præst, Signe Sofie Bøss Sørensen, Svend Silkjær Mortensen og Lukas Jokumsen.

Efter tøndeslagningen var det tid til at smage på Karens fastelavnsboller.

 

 

Seneste nyt om cykelstien

Mogens Møller Nielsen oplyser til vroue.dk, at Lene Jensby, Viborg kommune, har ringet og fortalt, at man holder fast i løsningen med udmunding som planlagt med fældning af træer. Men som noget nyt har man bestemt, at der vil blive etableret en hævet flade umiddelbart ved cykelstiens udmunding i vejen i Vroue.
Lene Jensby nævner, at kommunen har de samme ønsker som Vroue Beboerforening, at det skal være en trafiksikker løsning. Intensionen er at cykelstien skal være færdig inden jul, men man er noget plaget af vand for tiden.

Nyt vedr. cykelsti

Af Mogens Møller Nielsen

Beboerforeningen har været i kontakt med Lene Jensby, ingeniør ved Trafik og Veje, Viborg Kommune, og vi er i god dialog med hende.

Et rådgivningsfirma har lavet cykelstiprojektet, og et andet rådgivningsfirma (trafiksikkerhedsrevisor) har kontrolleret/revideret det. Trafiksikkerhedsrevisoren og Politiet har sagt god for placeringen under forudsætning af, at der kan skaffes tilstrækkelige oversigtsforhold; men der kigges på projektet igen i forbindelse med beslutning om fældning af træer.

Claus Clausen skal afgive træer, og Arne Præst skal afgive træer og hæk. De involverede parter og Vroue Beboerforening bliver kontaktet, når det bliver aktuelt at se på, hvor mange træer der skal fældes.

Brev til Teknisk Udvalg vedr. cykelsti til Vridsted

Vroue Beboerforening har skrevet til formanden for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune angående cykelstien til Vridsted. Læs brevet herunder.

—–

Kære Johannes Vesterby.

På Vroue beboerforenings nyligt afholdte generalforsamlingen, var cykelstien mellem Vroue og Vridsted til debat.

Der blev udtrykt stor tilfredshed med, at etableringen nu er startet, således at cykelstien snart kan tages i brug.

Det vil blive en dejlig oplevelse at kunne færdes sikkert mellem de 2 byer, for både cyklister og fodgængere, ligesom såvel bilister som den tunge landbrugstrafik vil få meget bedre forhold.

Vi kan følge etableringen, og på de anlægsarbejder der allerede er gået i gang, kan vi se at cykelstien bliver både bred og i sikker afstand fra den kørende trafik.

Der er dog et enkelt punkt hvorom der blev udtrykt meget stor betænkelighed.

Der hvor cykelstien skal munde ud i Vrouevej, næsten lige overfor byskiltet i Vroues vestlige ende, er udsigtsforholdene meget dårlige.

De cyklister der kommer fra Vridsted-siden og skal  fortsætte ud på Vrouevej, skal krydse Vrouevej for at komme videre i den rigtige side af vejen.

Vi har erfaret, at cykelstiens udmunding i Vrouevej vil blive etableret vinkelret på vejen, og lige bag ved en hæk og nogle høje træer, ved haven tilhørende Vrouevej 3A.

Der er på stedet  ikke frit syn for cyklisterne for den trafik der kommer deres fra venstre side, ligesom bilister der kommer fra Vroue og skal mod Vridsted meget sent vil få øje på krydsende cyklister. Disse forhold kan ikke undgås at skabe meget farlige situationer.

Det må ikke ske, og derfor vil vi foreslå, at placeringen af cykelstiens udmunding i Vrouevej flyttes længere mod Vridsted. For også at sænke farten for bilisterne allerede før de møder cykelstiens udmunding, både trafik fra øst og fra vest,  vil vi samtidig foreslå, at byskiltet flyttes samme vej, altså længere vestpå, og at der etableres en såkaldt hævet flade  foran byskiltet og  cykelstiens udmunding i Vrouevej.

Vi tror på at en sådan ændring  vil bevirke, at bilisternes fart vil blive sænket og at oversigtsforholdene vil være væsentlig forbedrede. Derved vil funktionen af cykelstien komme helt i top, og beboerne i Vroue vil trygt kunne sende børnene på cykel til bl. a. skole i Vridsted. Vi håber du vil arbejde for at vores skitserede løsning vil blive udført.

For at du kan få et førstehåndsindtryk af forholdene, så vil vi gerne invitere dig herud til påvisning af problemet. Vi mener godt det kan nås endnu, da etableringen af cykelstien endnu ikke er så langt fremskreden at korrektioner til det bedre ikke kan foretages.

Meromkostninger – hvis der overhovedet er nogen – vil efter vores skøn blive minimale, og vi kan også læse i Viborg Stifts Folkeblad, at hele anlægsudgiften er blevet noget billigere end først budgetteret.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Venlig hilsen
på vegne af Vroue beboerforening

Mogens Møller Nielsen
Vrouevej 14
7800 Skive

Generalforsamling i Vroue Beboerforening

Torsdag den 22. oktober var der generalforsamling i Vroue Beboerforening. I beretningen konstaterede formanden, Britt Brøcher-Nielsen, at der havde været både velbesøgte arrangementer og knap så velbesøgte arrangementer, men i det store hele, havde det været et fint år for Vroue Beboerforening.

Generalforsamlingen opfordrede bestyrelsen til at rette henvendelse til Viborg Kommune angåede linjeføringen af den nye cykelsti, som kommer til at ende et sted med meget dårlig udsigt – og dermed potentielt farligt for skolebørnene.

Efter nogle år med mindre underskud var der i år et overskud på knap 4.000 kr.

Lone Barup og Jacob Meltz genopstillede ikke til bestyrelsen, men som sædvanligt var der andre, der var klar til at tage over. Svend Erik Vangsgaard og Mogens Møller Nielsen trådte til, og bestyrelsen består nu af:

Britt Brøcher Nielsen
Daniel Holm Hedegaard
Benny Mortensen
Mogens Møller Nielsen
Svend Erik Vangsgaard

Efter generalforsamlingen var der kaffe og kage.