Besøg hos Jørgens dyr

Onsdag den 23/4 2014 havde Familie og Samfund inviteret til rundvisning hos Jørgens dyr.

Vi har nok alle kigget interesseret, når vi er kørt forbi lamaerne, hængebugssvinene og æslerne på Amstrupvej – så derfor var der også stor tilslutning til arrangementet. Jørgen begyndte med at fortælle lidt om dyrene, og hvordan han lejer dem ud til bl.a. filmoptagelser. Herefter fik vi mulighed for at komme rundt og se på dyrene, der talte alt fra høns og katte til afrikanske geder og lamaer. Det var en god oplevelse for både små og store.

Joergens dyr

Lama

Joergens dyr

Efterfølgende mødtes vi til kaffe og kage hos Jette og Jens, hvor Jørgen fortalte om sine ture til Afrika.

kaffe

Se flere billeder HER.

Romsmagning ved Kunst og Vin, Struer

Fredag den 21. marts havde Vroue Beboerforening inviteret til romsmagning ved Britt og Poul Erik. Jess Zobbe fra Vin og Kunst i Struer tog turen til Vroue for at lade os smage noget godt rom og fortælle lidt om de gode sager.

Jess Zobbe fra Vin og Struer fortæller om rom.

Jess havde medbragt 7 forskellige rom, vi skulle igennem. Den første, aftenens eneste lyse rom, skulle blandes med Schweppes. De øvrige skulle nydes rent. Gerne ved samme temperatur som rødvin, d.v.s. 16 – 18 °C.

Stemningen var god – og blev bedre og bedre i løbet af aftenen.

Vi startede med de smagsmæssige mildeste rom, og så sluttede vi af med de dyreste og mest kraftfulde.

Halvvejs gennem romsmagningen.

Meningerne om de smagte rom var meget forskellige, men jeg tror alle var enige om, at det havde været en hyggelig aften med en spændende smagsoplevelse.

Fastelavn 2014

Fastelavn 2014 blev et velbesøgt arrangement med 23 udklædte børn og 43 voksne deltagere. Tøndeslagningen blev igen i år afholdt hos Britt og Poul Erik. Først var der lækkert smørrebrød til de voksne, og Karen havde lavet spaghetti og kødsovs til børnene.

(Redaktionen beklager billede-kvaliteten (mobiltelefon))

2014fastelavn_spisning

Smørrebrød til de voksne og Karens spaghetti og kødsovs til børnene

 

Efter maden var det tid til aftenens højdepunkt – tøndeslagning. Børnene slog løs på tønderne, og også i år var der gemt lidt godter indeni, da der gik hul på dem.

2014fastelavn_toendeslagning

Børn fra 1 til 12 år slog løs på tønderne.

 

2014fastelavn_vindere

Der blev fundet to kattekonger og to kattedronninger.

Aftenen sluttede af med Karens fastelavns-boller og kaffe.

 

Fællesspisning

Fredag den 24. januar havde Familie og Samfund inviteret til fællesspisning hos Britt og Poul Erik. Hver familie skulle tage en ret med, og så var der ellers buffet. Menuen stod bl.a. på suppe, æggekage, lasagne med galicisk twist og kanelkage.

Deltagerantallet var lidt ramt af håndbold-semifinale og andre arrangementer, men de tilstedeværende havde som sædvanlig en hyggelig aften i selskab med byens beboere.

2014faellesspisning1

 

Efter maden blev højskolesangbogen delt ud, og så var der fællessang med Anna Nørregaard fra Skive på klaver.

2014faellesspisning3Fællessang med sange fra Højskolesangbogen med Anna Nørregaard fra Skive.

 

2014faellesspisning2

De store børn var også med til fællesspisningen. Fra venstre mod højre: Robert, Jeppe og Jens Erik.

 

Julen er kommet til Vroue

Traditionen tro mødtes mange af Vroues beboere til juletræstænding den 1. søndag i advent, der i år faldt på den 1. december.

Efter gudstjeneste i kirken blev der sunget et par julesange, inden juletræet blev tændt. Herefter gik vi ned til Britt og Poul Erik, hvor beboerforeningen havde sørget for æbleskiver, glögg og varm cacao.

juletræet tændes

Også i år havde julemanden fundet vej til Vroue – i år godt kørt af hjælpe-nissen Benny.

jul

Som altid havde den rare julemand slikposer med til små….

juletræet tændes

og store!

jul

Efter vi havde vinket farvel til julemanden, læste Hanne en lille julehistorie op.

Se flere billeder fra den hyggelige eftermiddag HER.

Virksomhedsbesøg på Sjørup Traktor

Søndag den 10. november 2013 inviterede Familie og Samfund på virksomhedsbesøg på Sjørup Traktor. Brian Præst lavede en fin rundvisning, hvor de ca. 35 fremmødte fik mulighed for at se, hvad der gemmer sig på det store område i Sjørup.

sjørup traktor

 

sjørup traktor

Vi sluttede af med kaffe og rundstykker efter en fin formiddag for både store og små.

sjørup traktor

Se mere om Sjørup Traktor HER.

 

Generalforsamling i Vroue Beboerforening 2013

Onsdag den 23. oktober afholdt Vroue Beboerforening sin årlige generalforsamling i Lene og Leos gildesal.

Formanden gennemgik i sin beretning (læs nedenfor) alle årets arrangementer i beboerforeningen. Arrangementerne bliver bakket godt op af den trofaste skare, men det ville dog være skønt, hvis man kunne lokke nogle af byens nye beboere med.

I debatten om formandens beretning blev det foreslået, at repræsentanter fra beboerforeningen personligt skulle overrække nytilflyttere et årsprogram sammen med en lille gave, så de på den måde bliver introduceret til Vroue Beboerforening og alle dens arrangementer.

Kasseren fremlagde regnskabet, som gav et lille overskud trods underskud på byfesten.

Efter henholdsvis 4 og 2 år i bestyrelsen stoppede Lene Jacobsen og Henrik Juhl i bestyrelsen. Jacob Meltz tog en tørn mere, og så blev Lone Kragh Barup og Britt Brøchner Nielsen nyvalgt til bestyrelsen.

Generalforsamlingen blev afsluttet med kaffe og kage.

Kaffe og kage efter generalforsamlingen.

Kaffe og kage efter generalforsamlingen.

Læs resten

Byfest 2013

Vroues årlige byfest fandt sted lørdag den 24. august i flot solskin hos Niels og Marianne på Vrouevej.

Der blev drukket morgenkaffe og spist rundstykker, inden Morten Skildpadde konkurrencen gik i gang. I år blev vinderen Amanda B. Pihlkjær. På 2. pladsen kom Rikke Jacobsen og på 3. pladsen Marius B. Sørensen.

morgenkaffe

Der blev selvfølgelig også tid til lidt tovtrækning og en gang “søm i træ”.

byfest

Som noget nyt i år var der rundboldkamp på den gamle sportsplads.

rundbold

Da vi mødtes igen om aftenen, stod menuen på tre retters pandekager fra Pandekagehuset i Horsens.

pandekager

Vroue-revyen genopstod, så vi fik rørt lattermusklerne, da Karsten Jensen og Benny Mortensen foldede sig ud.

revy

Senere på aftenen åbnede både “børne-baren” med flotte børne-drinks og selvfølgelig også baren med bl.a. mojitos – der vel efterhånden kan kaldes for “Vroues national-drink nr. et”.

Se flere billeder fra den hyggelige dag HER.

Skt. Hans 2013

I år blev Sct. Hans aften afholdt hos Lene og Leo på Amstrupvej. Efter en hel dag fuld af regn klarede det heldigvis op, inden grillen var varm, og resten af aftenen holdt det tørt.

Knap 60 mennesker var mødt op til en hyggelig aften, hvor vi først grillede vores medbragte mad. Herefter blev bålet tændt, og den fine heks fløj til Bloksbjerg med høje skrig under midsommersangen. Formand for beboerforeningen, Morten Sørensen, havde fået æren af at holde dette års båltale.

grill

baal

Aftenen sluttede af med pandekager og snobrød for børn og barnlige sjæle.

pandekager

 

Se flere billeder fra den traditionsrige aften HER.

 

Skt. Hans tale 2013

Af Morten Sørensen, V. Børstingvej 20

Kære Vroue-beboere

God Skt. Hans 2013. I år har jeg fået æren og fornøjelsen af at holde årets båltale.

Læs resten